lørdag den 14. februar 2015

Vinterstemning af Joel Andersen

Et rigtig godt vinterstemningsbillede fra en bro ved Arresø i Nordsjælland
Igen har jeg modtaget flotte billeder af fotografen, Joel Andersen.

Selv om vi ikke har haft den helt vilde og voldsomme vinter som for 4 år siden, er det alligevel lykkedes fotografen, at fange et par øjeblikkes vinterstemning i det Nordsjællandske.

Joel Andersen beklager sig over, at han ikke har været så produktiv i den sidste måneds tid, med hensyn til brugen af sit kamera, men den "kø" er vi mange flere, der kan stille os op i.

Her lidt vinterstemning ved Roskilde Fjord

Arresø og Roskilde Fjord

Nu har vi ikke haft nogen større isvinter i denne vinter, så jeg er specielt glad for det første billede, hvor det er lykkedes at fange frostens virkning på den Nordsjællandske sø.

Frosten har bidt sig fast over alt på fjorden
Også de næste to billeder til venstre har min fulde opmærksomhed, for jeg har efterhånden fundet ud af, at Joel Andersen har sin helt egen måde, at se på naturen på gennem sit kamera - end jeg har.

Men det har helt sikkert sin udgangspunkt i, hvilket objektiv vi hver især anvender mest. Det er lige netop her, at jeg kan lære en del af.


Vinteren på Bornholm

Her på Bornholm, har vi i denne vinter ikke mærket meget til skiftet fra efterår til vinter. Tværtimod gror græsplænen, som om den får penge for det.


Et billede, som Joel Andersen kalder for "Tidens tand" - igen et eksempel på et
billede af vor fotograf, som ser motiver, hvor vi andre ikke ser dem

Hvis dette forsætter ret meget længere, kommer jeg til, at slå plænen i næste måned - det må vist være rekord i den henseende!

Nu skal dette ikke opfattes som en beklagelse over at vi mangler sne og frost, for det kan jeg godt undvære, men vor natur, her i det "Kolde Nord" er indrettet på en sådan måde, at vi skal have dette skift i vejret, i modsat fald vil mange skadedyr overleve vinteren - og det vil nok ikke kunne opfattes som en fordel.

Et flot billede af Bredtægen - nytårsaftensdag!
Bredtægen

Det sidste billede jeg har modtaget er en ren perle - som jeg ser det.

Selv om motiv og baggrund ikke helt er i komplementærfarverne, er de alligevel meget tæt på.

Billedet er af Bredtægen, som vi før har set i forbindelse med Joel Andersens billeder, og alt andet lige, er billedet, fra denne vinter, helt unikt i dette sammenhæng.

Billedet er taget den 31. december 2014, da Joel Andersen gik gennem Sonnerup Skov, og en Bredtæge er jo ikke lige den, man forventer at støde på om vinteren.

Foto: Joel Andersen

Ingen kommentarer:

Send en kommentar