lørdag den 14. marts 2015

"Postbåden Peter"

"Postbåden Peter" i Tejn havn
I går var jeg lige en tur i "Brøgsen" (som de kalder Brugsen på disse kanter). Naturligvis havde jeg taget cyklen, så på turen fik jeg konstateret, at ud over det blæste en del, så var det hamrende koldt for hænderne, da jeg mente handsker var unødvendige i går (hvor dum kan man være?)

"Postbåden Peter" på sin vante plads i Tejn havn







På vej hjem så jeg "Postbåden Peter" på vej ind i Tejn havn. Mange kender denne båd, som den faste forbindelse til Christiansø for turister. Men nu er der kommet nye regler for passagertransport, så den transport er helt overtaget af båden "Ertholm", der normalt sejler fra Gudhjem om sommeren.

"Ertholm", som alle turister til Christiansø kender i dag







For ikke så længe siden havde hurtigbåden "Bornholm Express" også sine ture til Christiansø, men da økonomien smuldrede, på grund af flyselskabet DAT overtog posten fra det øvrige Danmark til Bornholm, blev skibet solgt til Frankrig i 2014.
Den nu solgte hurtigbåd "Bornholm Experss" - her i Tejn havn



En lille historie fra Postbåden Peter.

En af vore gode venner fra Odder, en nu pensionerede skolelærerinde, fik altid nerverne helt ude på tøjet, hver gang samtalen kom ind på overfarten til Christiansø - og den historie må vi høre hver gang vi er i Odder.

Postbåden Peter er meget sødygtigt, og klarer turen til Christiansø i næsten al slags vejr - men båden kan virkelig rulle slemt på Østersøens bølger, når vejret er i det lune. Og det var vejret netop den dag, da lærerinden med sin klasse var på Christiansø. Den gode skolefrøken troede deres sidste time var kommet, så hun aflevere alle sine værdier til skipperen, så han kunne (hvis han altså overlevede) give det videre til rette vedkommende.


Postbåden Peter's historie

Båden blev oprindelig bygget som fragtbåd på Ring Andersens skibsværft i Svendborg i året 1930. Dengang fik båden navnet M/S Cathrine. Båden er et træskib. Selv om M/S Cathrine var bygget som fragtskib, fragtede den også sten. Dette kunne den gøres med større held end mange andre skibe kunne, da den ikke stak så dybt som de øvrige skibe, så M/S Cathrine kunne komme helt ind på lavt vand med den meget specielle stævn.


Svaneke

M/S Cathrine første rederi var dengang R.H. Pilgaard fra Vang. Først i 1946 skiftede M/S Cathrine navn til M/S Hammerslet. Nu kom båden til at være hjemmehørende i Svaneke under rederiet Neils Edv. Mogensen indtil 1959.

Og netop Svaneke skulle blive hjemstedet for det gode skib, for selv om M/S Hammerslet skiftede rederi til H.F.M. Christiansen i 1959 og frem til 1964, var det stadig hjemmehørende under Svaneke.

Men i 1964 skiftede rederiet igen, denne gang blev det rederiet Peter Sonne i Svaneke, og den 5. april 1972 blev navnet M/S Hammerslet skiftet ud til fordel for "Peter", og fra det øjeblik var det som postbåd for Christiansø - derefter var navnet "Postbåden Peter" et cementeret navn på Bornholm.

Den 24. juni 1988, kom Postbåden Peter under rederiet Niels Peter Sonne - og stadig hjemmehørende i Svaneke. Men det var stadig ikke slut med at skifte rederi, for i 2001 var det rederiet Christiansfarten Aps (navnet blev ændret i 2005 til Bornholm Express), som overtog Postbåden Peter.


På trods af en alder på 85 år, er Postbåden Peter stadig meget aktiv 



Foto og video: Erik Krog

Ingen kommentarer:

Send en kommentar