fredag den 6. marts 2015

Tilskuere på cykelturen - Sct. Ols Kirke og Nexø havn

Hestene på marken havde dækken på, for der  kun var 1 varmegrad at lune sig med
Selv om jeg træner alene på de bornholmske landeveje, så har jeg af og til tilskuere på mine cykelture.

Nu tror jeg ikke man skal gå for højt op i det med tilskuere, for når jeg cykler fra Rø mod Klemensker, er der altid heste på marken. Hestene har ikke andet at give sig til, end at se på det der foregår ude på landevejen. Egentlig lidt trist.


Hestene

Og det er lige netop de heste som tilskuere, jeg skriver om i dette indlæg, for da jeg alligevel var af cyklen for at fjerne et bræt fra kørebanen, som en eller anden billist (sikkert med trailer) havde tabt (ja, vi cykelryttere er af og til gavn for trafikken), kom jeg til at se på hestene lige overfor, som begyndte at trække hen imod mig. Det skulle jeg selvfølgelig lige have et billede af, hvilket ikke gjorde hestene mindre interesseret i, hvad jeg foretog mig.


Sct. Ols Kirke - altid et besøg værd
Rundkirken i Olsker

Bornholm er lige så kendt for rundkirkerne som for de røgede sild, og rundkirken i Olsker (Sct. Ols Kirke) er bestemt et besøg værd.


Bygget med et fladt tag

Det er vel de færreste udenfor øen, der ved, at denne kirke oprindeligt er bygget med et fladt tag.

Kirken er bygget helt tilbage i ca. 1150, og går for at være den mest elegante af de fire rundkirker på Bornholm.

Jeg beundrer kirken hver gang jeg kommer
forbi den på mine træningsture, og jeg kan kun anbefale turister om at besøge kirken - men gør jer lige selv den tjeneste, at dykke lidt ned i historiebøgerne om kirkens baggrund, for så
får I meget mere ud af besøget.

En smuk forårsdag i Nexø havn

En tur til Nexø

Det var nogle varer i Fakta i Nexø, der fik os på en indkøbstur til det østlige Bornholm. Det er bestemt ikke hver dag, vi tager turen østpå, selv om vi har bekendte i Svaneke.

Efter min tur på cyklen, som foregik på våde veje i gråvejr med meget salt, og en temperatur på lige over frysepunktet, så var eftermiddagen nærmest overgået til sommer  - altså set i forhold til formiddagen. Derfor gik turen langs kysten til Svaneke og videre ned til Nexø i det pragtfulde vejr.

I går var det nærmest sommer i Nexø







Da vi passerede Melsted, var vi meget interesseret i, hvor langt de var kommet med deres projekt på Melstedgård. Jeg kunne konstatere, at det nok ikke varer ret længe før mine træningsture går den vej, for det var meget interessant, det de var i gang med på stedet - og selvfølgelig skal jeg have taget en masse billeder af det nye!

Efter indkøbet i Fakta, skulle jeg lige en tur omkring havnen, inden vi kørte tilbage til Tejn, for forårssolen - og den meget blå himmel - lokkede med så meget styrke, at der ikke var nogen vej udenom.

Nej, det er endnu ikke sommer, men en pragtfuld forårstur på havnen i Nexø i går

Jeg måtte også konkludere, at der var rigtig mange gode motiver på havnen, så en dag, når jeg har mere tid (vi havde frostvarer i bilen), så skal jeg på en fototur til Nexø, for det har jeg vist forsømt.

Foto: Erik Krog

Ingen kommentarer:

Send en kommentar