lørdag den 30. maj 2015

Del vejen

I Norge kører der en kampagne på TV om, at billister og cyklister skal dele vejen  http://www.vegvesen.no/delveien?WT.ac=forside-topp-delveien-190613

I Danmark er det nærmest lovligt at jagte motionscyklisterne, godt hjulpet af vore medier, for langt de fleste billister mener, at vore veje er skabt for dem alene! Dette betyder ikke, at der ikke findes brådne kar blandt cyklisterne - for det gør der bestemt, men at skære alle cyklister over én kam, er skudt helt ved siden af!!!!

Vi skal lære at respektere hinanden, for billisterne ejer ikke vejene - og den norske kampagne er bestemt noget vi kan lære af.

torsdag den 28. maj 2015

Folketingsvalg og Folkemøde

Pia Olsen Dyhr (SF) kommer nok igen på Folkemødet
Allerede nu er jeg rigtig godt træt af Folketingsvalget, selv om det officielt kun lige er startet - for reelt set, har valgkampen været igang i flere måneder nu, hvor Statsministeren har ført an med valgkamp for skatteborgernes midler. Nå, det er der også andre - i den stilling, der har prøvet før!

Vi har to statsministerkandidater, hvor den ene er mere utroværdig end den anden, det er næsten som at vælge mellem pest eller kolera. Allerede nu fyger det hen over "disken" med mudderkastninger, og valget skal nok vise sig fra den værste side i den henseende.

- og Martin Lidegaard (R) kommer sikkert også








Det ville være pragtfuldt, hvis begge fløje kunne holde sig til det politiske i valgkampen, men det er nok for meget at forlange.


Folkemødet

Jeg glæder mig til Folkemødet, som i år et lige midi i orkanens øje, - når vi taler valgkamp. Dog kan jeg godt undvære "de specielt indbudte" - I ved selv hvem og hvad jeg mener! For jeg frygter, at Folkemødet hermed mister sin "uskyld" - ja, faren kan vise sig at være så stor, at denne form for et Folkemøde kan blive det sidste? Nu håber jeg, at de ansvarlige har styr på situationen, så vi igen, til næste år, kan byde de mange gæster velkommen i Allinge.

Jeg er ret sikker på, at vi i år kommer et godt stykke over de 100.000 gæster fra den 11. - 14. juni i Allinge, hvor vi bliver vidner til et helt andet Folkemøde, da der bliver gjort alt for at kapre stemmer til Folketingsvalget den 18. juni.

Foto: Erik Krog

tirsdag den 26. maj 2015

Hvornår kommer dopingrapporten?

For tre uger siden kunne jeg læse i Ekstra Bladet, at nu kommer den længe ventede dopingrapport - altså ikke den internationale dopingrapport, som udkom i marts, for den gled Bjarne Riis jo helt af på! Næh, det er rapporten, som Anti-Doping Danmark og Dansk Idræts-forbund på tredje år har gransket vedrørende doping i dansk cykelsport!

Flere gange har vi kunne læse, at rapporten nu var lige på trapperne - og igen for tre uger siden var det meget nær forestående med rapporten, som ville sende svære dønninger gennem dansk cykelsport?

Ud over, at det igen og igen giver overskrifter i den skrevne presse, hvor pokker bliver den rapport dog af?

søndag den 24. maj 2015

Bornholm i farver

Ramsløg i Døndalen. Lige nu står ramsløget i blomst. Et rigtig flot syn.
I dag var det et helt specielt cykelvejr på Bornholm. Vi havde omkring 15 grader i skyggen, høj sol og ganske få skyer - samt en vind på 7 m/s, så jeg glædede mig til dagens cykeltur.

Jeg havde planlagt en tur rundt om Gudhjem og videre mod Østerlars, for derefter at cykle gennem Almindingen mod Rønne.


Ramsløg i Døndalen

Jeg har før skrevet om ramsløg, men stedet på Bornholm, hvor der er tonsvis af ramsløg, er Døndalen.

Lige nu er den gule farve meget dominerende, men den blå himmel, det røde tag
og de grønne træer giver det perfekte billede for en fotograf.
Allerede det første år vi boede på Bornholm, lagde jeg mærke til den meget specielle lugt, der er på denne årstid i Døndalen - noget, der minder meget om purløg, men det var altså ramsløg.

Og det er ikke bare et par "enkelte bede" i skovbunden, for det er meget store arealer, der er totalt dækket af ramsløg.

Et meget specielt syn, der skal opleves.


Farverne er dominerende

Når jeg cykler gennem det bornholmske landskab, ser jeg mig bl.a. omkring, som den gamle grafisk fagmand jeg er, men også som den tidligere kunstmaler jeg engang var på Færøerne, for lige nu er farverne meget specielle - og dominerende i landskabet.

Overalt på Bornholm er der idylliske søer, her ved Åsedamsvej
Vi har lige overstået bøgeskovens lysegrønne farve, en farve vi har sukket efter gennem en hel vinter. Nu er denne farve afløst af rapsmarkernes helt fantastiske gule farver, der skal ses i sammenhæng med de træer som lige er sprunget ud.

F.eks er asketræet et af de sidste træer, der melder sin ankomst med bladene, for det endnu lidt nøgne asketræ, står lige akkurat med sine endnu små blade, der om kort tid forvandler hele træet, som vi kender det i sommermånederne.

Vi har hele den gode tid foran os.
En af de meget kendte søer på Bornholm, Åremyr,  med min cykel i forgrunden


Søerne på Bornholm

De turister, som besøger Bornholm, har også lagt mærke til de mange søer, der er på øen. Mange af søerne er der åkander i, og det gør bestemt ikke idyllen mindre - tværtimod.

Det er altid en fornøjelse at cykle gennem Almindingen, men sommeren gør turen lidt mere speciel, for skovene på Bornholm er meget rigt på råvildt. Bornholm har faktisk dobbelt så mange rådyr end det øvrige Danmark - målt pr. indbyggere. Derfor har vi hvert år besøg af Prins Henrik - for her kan det ikke gå helt galt med jagtudbyttet! Nu tror jeg ikke, jeg skal nævne Prinsens indsats i år , for den var vist en del under standarden.

Så bliver det ikke mere bornholmsk - her Nyker Kirke
Nedtur i blodsukkeret

På vejen hjem kunne jeg mærke mit blodsukker var på vej nedad, om jeg havde gået for hårdt til den på cyklen, eller om det var de mange flotte farvers påvirkning, der var årsag til dette, må stå hen i det uvisse, for Ny Kirke havde nær taget pusten fra mig, da jeg så kirken rejste sig flot over den gule rapsmark. Nu har jeg heldigvis altid druesukker på mig, så det var slet ikke noget problem.

Om jeg ville bytte med København? - gæt selv!

Foto: Erik Krog

lørdag den 23. maj 2015

Artikel om kolesterolmedicin

Erik Krog, i et bornholmsk løb
Var lige i Brugsen for at købe Ekstra Bladet, idet jeg vidste, at bladet havde et større tillæg om danskernes misbrug af kolesterolsænkende medicin - og jeg var "nævnt" i bladet.


Det største billede

Nu troede jeg, at jeg skulle lede efter en lille notits, hvor mit navn stod nævnt, men jeg skulle ikke "lede" ret længe, før jeg løb ind i det største billede i Ekstra Bladet's lørdagsudgave.


Simvastatin - nej tak

Og selv om man ikke skal tro på alt hvad bladene skriver, så kan jeg ikke sætte noget spørgsmålstegn på det, som journalisten, Peter Korsgaard, skriver - for jeg har ikke taget kolesterolmedicin i flere år nu!

Et par af mine venner og bekendte tager simvastatin - for, som lægen fortæller, "bare for en sikkerheds skyld!" Og det er lige netop for min sikkerheds skyld, at jeg siger nej tak til medicinen!

Fredag aften på Kæmpestranden

Allinge røgeri i baggrunden - her i modlys
I går aften var jeg lige en tur i Allinge, - på et tidspunkt, hvor aftensolen var på vej ned i Østersøen.

Når jeg nu alligevel havde mit kamera med til Allinge, kunne jeg lige så godt prøve at tage et par billeder i modlys. Det gik ikke særlig godt, men alligevel har jeg båret over med et af billederne, som det kan ses lige til højre.


British Cygnet, her ud for Allinge

British Cygnet

Nu var der også et skib på havet, et skib, der havde ligget for anker de sidste par dage. Om natten kunne vi beundre skibets mange lys i mørket, noget som vi efterhånden ser frem til, når et skib anker op i vort udsigtsområde her på nordkysten.

Skibet er en britisk olietanker ved navn "British Cygnet" - og er faktisk ikke helt lille. Tankeren har en længde på hele 251 meter, og en bredde på 44 meter, så vort Rundetårn, som bekendt står på Købmagergade i København, sagtens kunne ligge på tværs på skibet, idet Rundetårn kun er 35 meter højt! British Cygnet's dødvægt er på 113782 ton og har en tonnage på 63463. Det store skib er bygget i 2005.

Kysten ud fra Kæmpestranden i Allinge

Kysten ved P-pladsen

Da jeg alligevel havde kameraet fremme, tog jeg også et billede af kysten ud fra P-pladsen ved Netto, og som det ses på billedet til venstre, kunne klipperne i vandet stadig lige fange aftensolen inden solen forsvandt ned bag bygningerne ved Allinge Røgeri.

Når vi har storm på dette sted, bliver mange af klippestykkerne kastet op på parkeringspladsen, så det er umuligt at parkere på pladsen ud mod havet. Men det er noget de fleste turister slet ikke oplever, og som det ses på billedet, så kan det også være lidt svært at forestille sig, at dette rolige hav, kan vise så meget tænder, at klipperne kan ende oppe på P-pladsen.


Nordbornholms Røgeri på Kæmpestranden i Allinge
Nordbornholms Røgeri

Det sidste billede jeg fik i kassen var af Nordbornholms Røgeri, og det er vist ingen hemmelighed, at dette spisested, er et af mine ynglings steder for denne kategori.

Nu er det ikke sådan, at jeg ikke har prøvet konkurrenten, Allinge Røgeri, men hver af de to restauranter har sin charme. Men begge røgerier hører absolut til dem, jeg vil anbefale, da deres røgvarer er helt i top - men, restauranterne er meget forskellige.

Nu glæder jeg mig til, at vi snart kan se frem til lidt sommer, for vor forår har af og til virket som efterår, hvor varmen har ladet vente på sig.

Foto: Erik Krog

torsdag den 21. maj 2015

I Ekstra Bladet igen

Artiklen fra Ekstra Bladet
For et par dage siden blev jeg ringet op af Ekstra Bladets journalist, Peter Korsgaard. Det var Birthe, der tog telefonen, og da hun fandt ud af, hvem der ringede til mig, kom det uundgåelige spørgsmål til mig, "hvad har du nu skrevet om?"

Nu har jeg ikke været så meget i det politiske på det sidste, så mit svar var bare en let undren, men jeg havde da en svag fornemmelse af, hvad det kunne være. Og min fornemmelse viste sig at være rigtig.


Juletillæg i Ekstra Bladet

For 1½ år siden skrev Ekstra Bladet, i sit juletillæg, en artikel om danskernes forbrug af statiner (og det er kæmpestort), for at få deres kolesteroltal bragt ned på et niveau, hvor de var udenfor livsfare. Det var i denne artikel jeg tonede frem, idet jeg havde droppet mine piller, og selv tog ansvar for at få mit kolesteroltal bragt ned.


Du kan selv gøre noget

Når man, som patient, får kolesteroldæmpende medicin, er man selv nærmest til at konstatere, hvilke bivirkninger man bliver udsat for, da dette er meget forskelligt fra patient til patient.

Derfor skal man ikke bare bevidstløs høre efter lægen, da bivirkningerne kan have ret store konsekvenser for ens helbred. Der står ligeledes i sedlen, som følger med kolesterolpillerne, at hvis man får bivirkninger af medicinen, skal man henvende sig til sin læge - men du skal også selv tage et ansvar!

Jeg ændrede min kost, dog ikke vanvittigt meget, men da jeg er diabetiker, ved jeg fra mine blodsukkermålinger, hvilke fødevarer der får blodsukkeret til at stige, så jeg havde en fordel i at vide, hvilke fødevarer jeg skulle passe på! Men jeg tog min sport (cykling), som et direkte middel til at få bragt mit kolesteroltal bragt ned. I dag véd jeg, at denne satsning er årsagen til, at jeg ikke mere behøver simvastatin - for det er flere år siden jeg droppede de piller!


Opfølgning i Ekstra Bladet

På lørdag kommer der en opfølgning på omtalte juletillæg. Hvordan er det gået med de personer som artiklen dengang omtalte? - og derfor fik jeg den opringning fra Peter Korsgaard fra Ekstra Bladet.

tirsdag den 19. maj 2015

Knivlov og makværk

Alle knive - også dem, der kun kan åbnes med en utrolig fingerfærdighed, som kun findes blandt ganske få mennesker i Danmark, er hermed gjort ulovlige. Også knive, som anvendes til at åbne pakker/kasser med, er ulovlige. Ikke bare til at anvende i en arbejdssituation, men det er gjort helt ulovligt at eje en sådan?!?

Vore folkevalgte har virkelig vist deres værd med den nye knivlov, for her udstiller de sig selv som komplet uvidende idioter, der overhovedet ikke aner, hvad der foregår udenfor Christiansborgs mure.
Vi kan ikke bare smide disse knive ud i dagrenovationen, da det er våben/værktøj, og vi kan heller ikke aflevere dem til politiet, da der så vil blive optaget rapport - og så bliver den stakkels borger - med statsgaranti - trukket gennem hele møllen ved vort retsvæsen!!! - og politiet har ikke engang et svar på, hvordan man så kommer af med omtalte knive/våben/værktøj!

Danmarks befolkning er med et slag gjort til kriminelle (alle har jo en eller anden kniv liggende, som helt sikkert er gjort ulovlig nu). Men hvorfor er denne lov så vedtaget? Og hvorfor skal samtlige lovlydige borgere gøres kriminelle, bare fordi, der er nogle enkelte grupper, der ikke kan bevæge sig ude i samfundet uden en kniv i lommen - for det vil helt sikkert forsætte?

Vi har stadig lov til at have køkkenknive i hjemmet (så længe det nu varer), så det giver slet ingen mening, at en borger nu pludselig bliver kriminel, når der findes de omtalte knive i hjemmet. Man rammer ligeledes håndværkere på deres fag, med dette makværk af en lov!

SÅ, vågn dog op inde på Folketinget, og prøv at se lidt længere end ned på jeres mobiltelefoner, som I hele tiden sidder og leger med! Der ER altså en rigtig Verden til - lige udenfor Christiansborg!

søndag den 17. maj 2015

Byfest i Bevtoft

Oplysningen i Bevtoft var helt i top
Hvor er det nu lige, at Bevtoft ligger i landet? Joh, hvis du tager til Jylland - altså ned til det sydlige Jylland, så er Bevtoft placeret ca. 10 km sydvest for Vojens. Og kom nu ikke og fortæl mig, at du heller ikke ved hvor Vojens ligger? Det er nemlig her de danske mestre i ishockey har hjemme - bare spørg hvem som helst i Esbjerg og i Herning!

Sønderjylland og Dannebrog hører bare sammen, slet ingen tvivl














Grillstegt gris med kartoffelsalat - en rigtig byfestspise
Bevtoft er også den lille by, hvor vor datter, svigersøn og deres to børn har til huse. Nu er byen ikke særlig stor, selv om de har eget postnummer (hvilket Tejn ikke engang har!?!).

Men uagtet størrelsen, så havde den lille by altså byfest her i weekenden, og selvfølgelig var vi med, da vi alligevel var på besøg ved familien.

Indgangen til byfesten, med udsigt til den
smukke kirke i Bevtoft







Meget børnevenlig byfest

Mange sønderjyske byer har ringridning på programmet under sådanne byfester, men det var der ikke noget af i Bevtoft, dvs. der var altså ringridning - for børn, og på cykel, samt mange andre aktiviteter for børnnene, både ude som inde i hallen - og det var altså noget ungerne godt kunne li'.

Vi havde derfor begge børn med til byfesten, hvor de garanteret var dødtrætte da de kom hjem til aften. Der var knald på lige fra starten de trådte ind i hallen, hvor der var bygget et par hoppeborge.

Vor datter, Lene, hjalp til i baren, og det fandt lille
Helena hurtigt ud af, så hun kom på besøg ved mor
Da ungerne så også fandt ud af, hvor bolde og andre ting befandt sig i hallens skabe, blev hele gulvet anvendt til leg. Dog kunne de ikke boltre sig, hvor de lange borde var opstillet, men mindre kunne også gøre det.


Grillet gris

Kl. 18:00 blev der serveret grillet gris, og meget hurtigt kom to lange køer op og stå foran udleveringen, som var sat i system. Det var helt klart noget beboerne i Bevtoft havde prøvet før.

Ungerne fik ikke spist så meget af deres mad, dertil trak aktiviteterne på gulvet for meget.

Vor datter, Lene, havde "meldt sig frivilligt" til en tjans i baren, hvor der kunne købes øl og vand. Jeg tror ikke, det var en opgave, hvor man stod og slappede af hele tiden.

"Grillholdet" skulle også have noget at spise, efter hallen var fodret af, og det foregik som billedet viser

video

Vor svigersøn, René, fik sig en ordentlig krammer (sammen med ungerne) midt på hallens gulv.

Foto og video: Erik Krog

lørdag den 16. maj 2015

Vor plejesøn har sølvbryllup

Thoma og Susanne
I 1977 fik vi en sydslesvigsk feriedreng i hjemmet. Drengens navn er Thomas - og han bliver snart 50 år, og ikke nok med det, den 1. juni kan han fejre sølvbryllup med sin kone Susanne.

Vi har af og til besøgt dem i Flensborg, hvor Thomas og Susanne nu er flyttet ind i en helt ny lejlighed, i et nybyggeri i bydelen Sandberg, som ligger næsten midt i Flensborg.

Lige siden vi fik Thomas som feriedreng, har vi haft forbindelse til ham, så det har altid været en glæde at besøge den senere familie i Flensborg, hvor ægteparret i dag har to voksne sønner.


Skanderborg station

Jeg må dog indrømme, at der er meget stor forskel på den lille dreng, der dengang havde et manilamærke hængende på brystet - med mit navn på, og som blev sat af på Skanderborg station i 1977, til den mand, der i dag leder annonceafdelingen på Flensborg Avis.

Vi to gamle i Tejn på Bornholm, sender jer de kærligste hilsner og et stort tillykke med sølvbrylluppet den 1. juni i Flensborg.

Foto: Erik Krog

torsdag den 14. maj 2015

Motionscyklisten kan jages af alle

Politiet har åbenbart, i samarbejde med billisterne, fået til opgave at jage alle der bevæger sig rundt på en racercykel i trafikken. Det er sådan jeg opfatter den hetz, jeg kan læse om i dagspressen, samt læse om på facebook.

Dette er lovligt under cykelløb, og selv om cyklisterne trak ind
på en række, ville bilen komme ud over de dobbelte linjer under
overhalingen..
Jeg vil på intet tidspunkt forsvare de motionister, der under træning fylder en hel kørebane, ej heller dem, som cykler på kørebanen, hvor der er en cykelsti.

Så sent som i går morges så jeg en motionist cykle på kørebanen - ved siden af en cykelsti. Der er helt klart tale om en overtrædelse af færdselsloven i dette tilfælde.

På facebook ser man videoer af motionscyklister, som fylder en hel kørebane - det må de heller ikke!!

Men samtidig ser man også to fuldt optrukne linjer på midten af kørebanen, hvor billisten ikke må komme over - hvis færdselsloven skal overholdes.

Nu  skal motionscyklisterne ind på én række i dette tilfælde som vises på videoen, men selv om de gjorde det, ville billisten komme over de fuldt optrukne linjer under overhalingen, hvis samme billist skal overholde de 1½ meter til cyklisterne under overhalingen. Derfor skal billisten blive bagved cyklisterne - til det bliver lovligt at overhale. Men det giver på ingen måde motionscyklisterne ret til, at anvende hele kørebanen - de skal ind på én række i nævnte tilfælde.


Færdselsloven skal overholdes - af alle

Nu er der også forskel på lovlig anmeldte cykelløb og træning. Under træning skal færdselsloven overholdes i sin helhed, men under motionscykelløb må der cykles på kørebanen - men med højst to ryttere ved siden af hinanden.

Dette er slet ikke lovligt - af billisten. Cyklisten deltager i et cykelløb,
og må godt køre på kørebanen. (Billedet er fra Bornholm Rundt)
Der er brådne kar i alt - også i motioscykling, men det giver ikke ret til, at samtlige motionscyklister kan jages året rundt!!!

Der findes mange dårlige billister, der forvandles til rene djævle, når de sætter sig ind bag et bilrat, og der findes rigtig mange fodgængere, som tror, at færdselsloven ikke gælder for dem. Men her skal der åbenbart ikke sættes ind, for det er vedtaget af dagspressen og billisterne, at det kun er motionscyklisterne, der er den skyldige part i denne sag!

video


Cyklisterne er deltagere i et cykelløb, så denne video fortæller med al tydelighed, at billisterne slet ikke overholder færdselsloven. Hvis der bare kommer en enkelt bil i modsatte retning, vil det ende galt. Bilerne har ikke eneret på vore veje.

Denne sag skal løses i fællesskab.

Foto og video: Erik Krog

mandag den 11. maj 2015

Livstilsmesse i Kyllingemoderen

Kyllingemoderen i Almindingen på Bornholm
Vi var på "Livstilsmesse" i "Kyllingemoderen" i går. Kyllingemoderen ligger ved Christianshøj Kro i Almindingen - og jeg er lidt flov over at indrømme, at vi har aldrig før har besøgt omtalte bygning, selv om vi har boet her i næsten 12 år.


Kyllingemoderen

Og hvad er Kyllingemoderen så for en tingest, vil dem på den anden side af vandet nok spørge om? Tja, det spørgsmål er I nok ikke alene om, da jeg heller ikke var helt klar over betydningen af navnet, selv om jeg havde hørt den omtalt en hel del gange.

Kyllingemoderen og Christianshøj Kro ligger meget smukt
i Almindingen. Bestemt et besøg værd.
Kyllingemoderen er en stor træbygning, som er bygget lige bag Christianshøj Kro i Almindingen på Bornholm. Den blev bygget i 1929 af Johannes Lyngby, idet mange fællesarrangementer i Almindingen dengang måtte aflyses på grund af regnvejret.

Derfor blev denne pavillon opført af Frydenlund Byggeforening som et forsamlingshus. Huset måler 22 x 30 meter og anvendes den dag i dag til mange fællesarrangementer - bl.a. af TV 2.

Navnet kommer af, at bygningen ligner det store bliktragt, man sænker ned over kyllingerne i stalden, for, at de skulle holde varmen, så derfor fik den meget hurtigt navnet "Kyllingemoderen" i folkemunde, hvilket er holdt ved siden.

Selv en møbelpolstrer havde fundet vej til messen










Livstilsmesse

Årets livstilsmesse var den tredje af slagsen i træk, og omkring 25 mindre erhvervsdrivende i denne genre, havde slået sig ned i mindre stande i forsamlingshuset.

Det gik ikke altid at tage billeder, uden jeg blev opdaget





Et hurtigt blik rundt på messen fortalte, at den rummede alt fra økologiske varer, smykker, kunsthåndværk, strikkevarer og garn, massage, specialiteter i syltetøj og over til honning. Også møbelpolstring og træskilte var på programmet.

Dansk vandrelaug havde også en stand på messen








Messen i weekenden

Messen startede lørdag formiddag den 9. maj og sluttede i går søndag, hvor vi tog os tid til et kik på de mange ting i de primitive stande, som virkede en del mere folkelig end de større industri- og forbrugermesser, som der findes tonsvis af landet over.

Den unge russer i samtale med en kunde



Lørdag havde vi set et indslag i TV 2 Bornholm om messen, og her så jeg bl.a. et interview med en yngre russisk kvinde (mener jeg) - som talte dansk, men som havde etableret sig på messen med flere kunst- og smykkegenstande.

Den unge russer havde godt fat i sine kunder - havde jeg en fornemmelse af, og da jeg tog et billede af standen, fik jeg øjeblikkelig et stort smil tilbage fra hende.

En lille stand med et specielt produkt











Et sted faldt vi for en specialitet af en økologisk marmelade, som blev solgt af "Høstet" Bornholm - et håndlavet produkt med havtorn fra egen plantage.

Her manglede betjeningen, men det var der råd for






Heldigvis for sælger, så uddelte han smagsprøver af sin avl, for ellers blev kunderne nok skræmt væk af prisen. Efter vi havde smagt specialiteten, købte vi to "store" glas, som var en del mindre end almindelige marmeladeglas.

Selve Livstilsmessen er relativ ny, idet den blev skabt, da den tidligere "Antikmesse", der kunne byde på "alt hvad hjertet begærer indenfor håndværk, meditation og kunst", ikke helt kunne opfylde sin egen beskrivelse.

Foto: Erik Krog

søndag den 10. maj 2015

Joel, sommerfugle og meget mere

Er den ikke flot - en han Aurora sommerfugl i Sonnerup Skov.
Endnu engang har jeg modtaget nogle bragende gode naturbilleder fra fotografen Joel Andersen, der har sit hjem i Kregme, som ligger i det Nordsjællandske.

Da jeg åbnede mailen, blev jeg glædeligt overrasket, for det første billede jeg så, var en meget flot Aurora sommerfugl, og det passer helt i tråd med, at den kendte Sommerfuglepark i Nexø lige er åbnet for sæsonen.


Aurora sommerfugl

Hvordan kan Joel Andersen kende forskel på en han og hun Aurora sommerfugl? Der er næsten ikke noget der er nemmere, idet hannen kendes på de orangefarvede forvingespidser, hvilket det andet køn overhovedet ikke kan leve op til, da farven slet ikke findes på denne.

Mange sommerfugle er utrolig flotte i farverne, og denne er ingen undtagelse
Underligt nok, findes denne pragtfulde sommerfugl ikke i et bælte langs den jyske vestkyst, nærmere betegnet, i et smalt bælte fra Hanstholm til Esbjerg. Ellers er sommerfuglen ret almindelig overalt i Danmark, hvor den allerede kan ses fra april måned.


Dagpåfugleøje

For begge sommerfugles vedkommende, er de indfanget i fotografens kamera i "deres egen skov", hvilket nærmere vil sige, i Sonnerup Skov.

Dagpåfugleøje har et vingefang, der strækker sig fra omkring 52 mm og op til 65 mm, og er ret genkendelig med de store "øjeplatter" på begge vingepar. I mangel af et bedre forsvar, skal disse øjepletter virke skræmmende overfor insektædende fugle, hvilket også er kendetegnende for andre sommerfuglearter dekorationer.

Denne sommerfugl er ret almindelig i Danmark, men også i mange andre lande i Europa. På vore breddegrader lever dagpåfugleøje næsten kun i én generation, dog kan der i mere sjældne tilfælde forekomme en anden generation i oktober, men det kræver en yderst varm forsommer, så vi skal nok ikke forvente en anden generation i år.


En flue fra Melby Overdrev
En flue fra Melby

Der findes en del familier indenfor fluer - og endnu flere arter.

I Norge findes der omkring 80 familier- men med over 3000 arter, så at artbestemme en flue kræves en del kendskab til dette insekt, og mit kendskab går mere ud på, at slå den ihjel.

Men se rigtig på billedet. Se på de meget fine ryg- og hovedhår, som det er lykkedes fotografen at fange knivskarpt. Et helt utroligt godt billede.

En grøn busksommerfugl

Grøn busksommerfugl

Den næste sommerfugl er en grøn busksommerfugl, som reelt er en sommerfugl i blåfuglefamilien.

Den er mest udbredt i Jylland, men findes også i størstedelen af Europa og helt ned til Nordafrikas bjerge - men også i Lilleasien og helt op til Sibirien, så man kan vist roligt konstatere, at den er ret udbredt.

Den grønne farve gør, at den er umulig at forveksle med andre sommerfugle i Danmark. Vi kan allerede nu se sommerfuglen i naturen, da den er fremme i slutningen af april og i begyndelsen af maj, så den er yderst aktuel lige for tiden. Dog skal man ikke forvente, at se den efter juni måned.


Grøn sandspringer - godt igang med slægtens efterkommere
Grøn sandspringer

Den grønne sandspringer er en meget velkendt billeart i Danmark, og især på lune lokaliteter. Så hvis man går en tur i skoven, kan man sikkert finde den på steder, hvor der er sol og læ, hvilket vil sige i skovens lysninger.

Et andet nærbillede af akten i naturen
Hvis man går efter den, skal temperaturen på stedet helst være over 20 grader, for ellers kommer dette varmeelskende insekt ikke frem fra sit skjul, og den er først rigtig aktiv, når temperaturen stiger op til de 35 grader, så fotografen har været ret heldig med sine billeder

Den grønne sandspringer er en slank og yderst skinnende bille, som har gullige dækvinger. Benene kan kendes på kobberfarven, samt er de ret lange.

Denne grønne bille lever af andre insekter, men også af smådyr, som den fanger på jorden og i luften.

En myre med hang til en VW

Myren og folkevognen

Det sidste billede er af en myre, der har fundet sig en reservedel til en VW - en reservedel, som altså skal med hjem i boet!

Hvorvidt om myren så også har en folkevogn stående udenfor boet, melder fotografen ikke noget om, men det sætter helt sikkert nogle tanker i gang.

Foto: Joel Andersen

fredag den 8. maj 2015

Ingen respekt fra Lars Løkkes side

Venstre burde have vraget formanden LLR,  til fordel for
Kristian Jensen
Det ser ud til, at partiet Venstre godt og grundigt gjorde i nælderne, da de ikke kom af med deres formand, Lars Løkke Rasmussen (LLR), for et år siden!

Ifølge meningsmålingerne, fører den blå blok stadig over regeringspartierne, men langt de fleste vælgere - i den blå blok, vil hverken eje eller ha' Lars Løkke Rasmussen som Statsminister. Lidt af en paradoks sag!


I Agerskov

Onsdag aften deltog LLR i et stormøde i den sønderjyske by Agerskov, hvor omkring 650 landmænd var mødt op, for at få sig en kammeratlig samtale med Venstres formand. For deres tiltro til formanden kunne ligge på et meget lille sted.

De mange sager imod LLR, heri en hel del bilagssager, GGGI-sagen og ikke mindst tøj-sagen gjorde, at denne mand ikke kunne være egnet til et hverv som Statsminister. Tværtimod, mente de fremmødte landmænd i det sønderjyske, der ikke var bleg for, at sige deres uforbeholdne mening om Venstres formand, meninger, som Venstre garanteret ikke anvender i deres valgpropaganda!

Som jeg læser mødereferatet, så rykkede det ikke ret meget til fordel for LLR, og det blev ikke bedre, da jeg læste et spørgsmål fra en journalist - efter mødet, som lød sådan: "Pia Kjærsgaard (DF) siger, at du har været for langsom om at erkende dine fejl sidste forår - og før det. Hvad siger du til hendes kommentar?" Hertil svarede formanden: "Jeg kender Pia rigtig rigtig godt, og jeg holder meget af Pia. Hun holdt en tale til min fødselsdag sidste år."


Utroværdig
Men en ting er sikkert, LLR's tro væbner, Inger Støjberg (V), vil
gøre sit til, for at få sin formand ind i Statsministeriet

Goddag mand økseskaft! Jeg er godt klar over, at politikere altid svarer sådan, men i denne aktuelle sag, hvor manden forsøger at pleje sit image op til et kommende folketingsvalg, - så skal han være meget mere klar i sine svar! Alt andet skaber kun endnu mere utroværdighed.

LLR har slet ingen respekt for sine vælgere, og han burde have taget "sit Venstres tøj" for længe siden og forladt den formandsplads. Nu er det for sent!

Dagens socialdemokratiske avisannoncer, imod Lars Løkke Rasmussen, er ikke taget ud af ingenting, og tilsyneladende tager LLR det slet ikke alvorligt nok! Det bliver en valgkamp, hvor alle midler bliver anvendt - og vi har kun lige set begyndelsen.

Amerikanske tilstande i Danmark? Eller ligger Lars Løkke Rasmussen bare, som han har redt?

Foto: Erik Krog

torsdag den 7. maj 2015

Kom maj -

Bøgeskoven er sprunget ud på Bornholm
- du søde milde.

Vejret i går var, som jeg beskrev i dagens tidligere indlæg, utroligt flot, så derfor ville det være en forbrydelse, ikke at udnytte det på en træningstur på de bornholmske landeveje.

Bøgen er lige sprunget ud, nattefrosten har sluppet sit tag, og græsset gror, som om det fik penge for det. Kort sagt, vi står lige foran en spirende sommer. Så det er svært at bevare vinterens pessimisme.

Er der noget mere flot end en dansk bøgeskov?





Helbred og cykling

Dog vil jeg godt indrømme, at mine træningsture på cyklen, ikke helt er det samme, som i de gode gamle dage. Jeg er plaget af diabetes og slidgigt i knæ, hænder og nakke - og sidste år fik jeg koblet endnu en ting til mine undskyldninger for "manglende form", da jeg fik konstateret astma! Jeg er 70 år, så der er vel ikke noget at sige til, at det går den forkerte vej?

Men, så længe jeg kan cykle uden stok - og vejret er så flot som det var i går,skal det nok mere end et jordskælv til, for at holde mig inden døre, for mine cykelture er godt for mit helbred.


Der er vel ikke noget at sige til, at jeg falder for dette syn?
Skoven nord for Rønne

På denne årstid kunne jeg godt tage en tur i Almindingen for at tage et billede af skoven, men jeg plejer altid at tage billeder af bøgeskoven lige nord for Rønne, for den står for mig som noget af det flotteste på denne årstid. Slotslyngen er også flot, men ikke helt i samme kategori.

Nattens regn havde også gjort sit til, at skoven stod ekstra smuk, og da jeg cyklede op gennem Kulvejen, måtte jeg af cyklen for at tage nogle billeder.

Nu håber jeg, at min gamle ven på Tasmanien får så meget hjemlængsel, at vi snart ser ham igen her på Bornholm.

Træningen sluttede af med en punktering kun 6 km fra Tejn, men heller ikke det kunne tage humøret fra mig.

Foto: Erik Krog

onsdag den 6. maj 2015

En fredet plante på Krogen

Den "Plettet gøgeurt" i haven på Krogen
Det er en utrolig flot dag i dag, når jeg tænker tilbage på det skybrud og tordenvejr vi havde i går aftes, selv om vejrpigen på TV ikke kunne forestille sig, at uvejret kunne komme til Bornholm. Af og til tænker vi på, om vejrprofeterne på TV overhovedet ved, hvad der foregår på Østersøens Perle?

Moderplanten på Kirkestien - 1 meter fra vor plante















Plettet gøgeurt

Nå, men til dagens oplevelse i haven. På vor Kirkesti i baghaven har vi en "Plettet gøgeurt", som vi værner om, idet planten er fredet i Danmark.

Det gamle stendige på Kirkestien
Nu viser det sig, at samme moderplante har smidt et frø i vor have - lige indenfor hegnet.

Dette har medført, at vi har et pragteksemplar af planten i vor have - og det kan vi bestemt ikke være utilfreds med!

Billederne er taget her til formiddag, så derfor er der et helt specielt lys på grund af solens stilling, derfor tog jeg lige et billede af det gamle stendige - nu i sort hvid, og det bliver billedet bestemt ikke dårligere af.

Foto: Erik Krog

mandag den 4. maj 2015

Politikere og embedsmænds erhvervserfaring

Af og til får jeg tilsendt et mavesurt oplæg om vore politikere, og en god ven i Odder, har efterhånden fået nok af de der styrer den offentlige økonomi i Danmark.

Når så tankerne går hen på vort Folketing, kan man slet ikke bebrejde manden sit skriv, for en del af vore folkevalgte har slet ingen erhvervserfaring - overhovedet, så hvordan kan de egentlig tale med om det, der foregår udenfor Christiansborgs mure?

Hvorvidt om det samme gælder for vore embedsmænd i samme målestok, har jeg ingen dokumentation for, men en del har sikkert gået fra skolebænken til en akademisk uddannelse - og med den manglende personlige erfaring på det private arbejdsmarked til følge!


Vor Borgmester på Bornholm

Her på Bornholm har vi en Borgmester, Winni Grosbøll (S), som en gang om måneden tager ud - og tager del i et eller andet arbejde i det kommunale regi - og det kan jeg kun tage hatten af for. I sidste måned var det toiletterne på Gudhjem havn, der blev gjort rene af Borgmesteren! Der er helt sikkert en del, der kunne lære noget af det tiltag, men det er de vel for fine til?


Nå, men til det omtalte skriv:

Nu læser man igen, at der skal spares på medicin osv. hvorfor nedlægger man ikke de overflødige regioner, da det kun er den sidste oplagsplads for de ringeste embedsmænd og politikere. Der kunne der spares. 
Hvis der skal ryddes op, så vi får en ordentlig økonomi i Danmark, er der kun et at gøre. Der skal fyres ca. 60% af djøfferne i det offentlige, som sidder efter mellemleder og opefter, da alle er blevet håndfodret fra vuggestue og frem til de går ud af skolen som 35 årige. 
Derfor har de ingen erhvervserfaring eller økonomisk logisk sans. Jeg mener, at der skal mindst 5 års erhvervserfaring til, før de kan få et job i det offentlige. Da også vores politikere er fra samme skole, kan de selvfølgelig ikke se problemet. Klanen skal jo beskyttes lige som adelen i gamle dage! 
Når der skal spares, fyrer man dem, der kan generer penge til samfundet, nemlig dem under mellemleder og nedefter, det var bedre at gå opefter. Et af eksemplerne er, som du skrev om bankunionen. Det er kun tåber, der kan anbefale, at gå med i denne synkende båd. Dette igen et bevis på tåbelighed blandt de "kloge"hoveder i djøftinget. 
Politi/hjemmehjælp/Skat/Sygehusvæsen/etc. øder flere penge væk på administration end der bruges på kerne området. Hvis det igen skal kaldes et folketing, skal der være mindst 50% kandidater - valgt fra det private, så der kan komme noget fornuft ind på borgen.

J. Bitsch 

søndag den 3. maj 2015

Billeder fra Kirkestien

Det gamle stendige
Vi har en lille privat kirkesti ned til vor baghave. Stien går ned til Pinsekirken, som er vor nabo, set fra baghaven.

Vi hilser af og til på præstparret, som bestyrer denne kirke, og ret meget mere har vi egentlig ikke at gøre med dem - men bestemt flinke mennesker, der er behagelige at omgås.

Naturen får her lov til at passe sig selv











Kirkestien lever næsten sit eget liv, og da næsten ingen benytter den, får naturen lov til, at passe sig selv, og da der også er et gammelt stendige ind til den anden nabo, er det næsten en fotografisk perle, som andre fotografer sikkert kan få en del ud af, men jeg vover også et lille forsøg i dag.

En god fotograf kunne sikkert finde nogle gode motiver her




Et par meter fra stien er det igen velplejet
















En dag giver jeg mig lidt mere tid til at finde motiverne, for det fortjener dette meget specielle område i vor baghave.

Foto: Erik Krog

lørdag den 2. maj 2015

Valget nærmer sig

I går kunne vi igen og igen høre og se Statsminister, Helle Thorning-Schmidt (S), på TV tordne imod dagpengereformen i sin 1. maj-tale, en reform, som er et værk af Kristian Thulesen Dahl (DF) og Lars Løkke Rasmussen (V).

Statsministeren har helt ret i, at reformen udspringer af de nævnte herrer's partier - men samme Statsminister glemmer at nævne, at Det Radikale Venstre, som danner regering med Socialdemokraterne, har en temmelig stor aktie i det makværk.


S er med i reformen

Jeg har heller ikke hørt om et større sværslag fra Socialdemokraternes side, da reformen blev indført i 2012, men læste derimod, at den daværende S-R-SF-Regering, i 2012, udskød forringelsen af dagpengeperioden til den 1. januar 2013 - men samtidig accepteret regeringspartierne, at reformen herefter ville slå fuldt igennem!

DF, Venstre og Det Radikale Venstre var arkitekterne bag Dagpengereformen - men Socialdemokraterne har accepteret den. Sådan er det jo!


Snart Folketingsvalg!

Tilbage står, at der meget snart udskrives valg, og med sådan en udtalelse fra Statsministerens side - lige før et valg, er der helt sikkert stemmer i skidtet, og de fleste vælgere har en meget dårlig hukommelse!