onsdag den 8. juli 2015

De syriske flygtninge

Som der bliver skrevet om dette billede på fb - "Deres blik er helt døde og viser
kun håbløshed og fortvivelse. Hvor er det trist og sørgeligt."
Her en fortsættelse af indlægget fra søndag den 28. juni, hvor Henrik Kokborg besøger de syriske flygtningelejre i Kurdistan i det nordlige Irak.

Det arbejde, som Henrik Kokborg og Goran Ahmadi udfører i det nordlige Irak, er bestemt ikke helt ufarligt, og flere gange har de også bevæbnet vagter med sig - for de befinder sig i tidligere besatte IS-områder.

Den 23. juni - I går var vi i en flygtningelejr ved byen Sulayminayah.Vi besøgte også lejren i januar, og må sige at der er sket meget siden.

Der er ikke meget "luksus" i en flygtningelejr
Lejren er vokset sig meget større, og der er fortsat masser af nye flygtninge som presser på. Der er efterhånden opstået små butikker overalt i lejren, og gaderne er blevet lavet "fine" med en slags asfalt på.

Vi besøgte en del familier, som var i en desperat situation pga. sygdom, eller fordi de havde mistet en forsørger.

Henrik Kokborg skriver videre, at det rammer ham hver gang som en kniv i hjertet, at sidde overfor mennesker - der uden skyld er havnet i sådan en ekstrem situation.
Børnenes fremtid er meget usikker i disse lejre

Magtesløshed er også hvad, som rammer mig hver gang. Nøden og desperationen er så ufattelig stor, at det er ubegribelig. Den kurdiske regering er så presset på økonomien, at tingene kun vil blive meget værre, og flygtningene hernede er selvfølgelig dem som mærker det først.

Forestil jer, at I hurtigst muligt måtte flygte med jeres familie, at I blev fordrevet fra jeres hjem, jobs og tryghed. Dette sker for så mange flygtninge i Syrien og andre brændpunkter i verdenen.

Her sidder Qwat sammen med en af de to forældreløse, som hun tog til sig
Den 24. juni - I dag skal I møde en helt fantastisk kvinde, som fortjener den største respekt. Hun hedder Qwat Hassan og er fra Kobani i syriske Kurdistan. Her levede hun et helt almindeligt liv sammen med sin store familie, indtil IS stormede deres område.

IS dræbte hendes mand, sønner og svigerdøtre. Kvinden stod alene, som den eneste overlevne voksne person tilbage - med 7 børnebørn. Børnene havde alle oplevet at se deres familiemedlemmer blive dræbt!

Qwat og børnene i flygtningelejren
Det lykkedes Qwat og børnene at slippe væk fra IS, men under flugten stødte kvinden på to små piger, som sad ved et hus. Huset var ramt af en bombe, der havde dræbt deres forældre. Da de nu var forældreløse, tog hun de to piger med sig.

Hun begav sig ud på en lang flugt til fods med 9 små børn på slæb. De gik fra Syrien over bjergene til Tyrkiet - og videre ind i Kurdistan, Irak. Flugten varede 8 uger, og under hele flugten formåede hun at passe på børnene og skaffe dem mad.

Lejren er fuld af ufortalte menneskeskæbner
Ikke underligt, at Henrik og Goran besluttede at støtte Qwat med et væsentligt større beløb en det de ellers plejede at dele ud.

Den 26. juni - Da vi mødte Qwat og børnene, var vi på besøg i en flygtningelejr, som ligger et godt stykke ud for byen Shaqlawa - og det er denne lejr jeg nu vil fortælle lidt om.

Det er en lejr, som rummer flygtninge fra Kobani i syrisk Kurdistan. De fysiske forhold i lejren er sådan set rimlige, med skole og legeområder til børnene, men på grund af den kurdiske regerings økonomiske situation, er her
Endnu et talende billede, som ikke behøver tekst
ikke meget humanitær hjælp af få for familierne!

De madrationer, som bliver uddelt en gang om måneden, rækker kun til ca. 10 dage, og herefter må familierne klare sig selv, hvilket er mere end svært, da arbejdsløsheden ligger på omkring 90% i lejren.

Man har derfor ikke råd til f.eks. medicin, mælk, mad osv. til børnene. Vi har, på denne tur, besøgt 8 lejre, men i denne lejr havde flygtningene det virkeligt dårligt. Derfor rammer magtesløsheden en som en hammer, når man kommer ind i lejren.

Der er hårdt brug for hjælp i disse flygtningelejre
De mennesker vi møder er præget af et hårdt liv, og deres ulykkelige øjne udstråler en tristhed og desperation, som er svær at rumme - og derfor går dette lige i hjertet på os. Vi valgte derfor, at dele rigtig mange penge ud i denne lejr.

Den 1. juli - Jeg har nu været hjemme i Danmark i 5 dage, og må sige at kontrasten er uendelig stor i forhold til alle de lidelser jeg lige har befundet mig i.

Familiekærligheden forsvinder aldrig 
De forhold flygtningene lever under i næreområderne slår benene væk under mig - hver eneste gang jeg er af sted på mine ture.

Fælles for de lejre vi besøgte denne gang var, at flygtningene generelt har fået bedre "boliger", men deres muligheder for at få arbejde, få doneret nødhjælp, lægehjælp, osv., er blevet væsentligt forværret det seneste halve år. Derfor oplever jeg mange desperate flygtningefamilier, som har svært ved at få dagligdagen til at hænge sammen.

Mange havde syge familiemedlemmer, hvor det ikke var muligt at skaffe behandling eller medicin.

Derudover var det i mange lejre svært at skaffe mad nok, og mange gik derfor sultne i seng. Der manglede også skolegang for børnene, hvilket i sig selv er en katastrofe. Der er et kæmpestort behov for, at der bliver tilført penge til næreområderne. De lokale regeringer kan ikke løfte denne opgave alene.

Henrik Kokborgs beretninger er meget større end det jeg gengiver her på bloggen, men når jeg gennemlæser hans beskrivelser, så bliver vore hjemlige problemer uendelige små og betydningsløse. Henrik og Goran, I udfører et kæmpe stykke arbejde, og jeg håber I hver gang kommer hele hjem fra jeres rejser fra disse flygtningelejre.

Tekst og foto: Henrik Kokborg

Ingen kommentarer:

Send en kommentar