torsdag den 16. juli 2015

Julibilleder af Joel Andersen

Anemonen, som vi kender den fra Danmarks skove
Denne måneds billeder har fotografen, Joel Andersen, overrasket ved billeder med struktur i. Dog har han ikke kunne holde sig fra direkte naturbilleder, hvilkel vel også var for meget forlangt, idet bloggens læsere efterhånden har fået det indtryk, at naturbilleder nærmest klæber til denne fotograf.


Anemonen

Anemonen hører ikke til i juli måned, men er derimod et sikkert forårstegn, som vi alle kender fra de danske bøgeskove, hvor planten dækker hele skovbunden som et væg til væg tæppe.

Dog er planten ikke bare et syn i skovene, da mange haveejere har taget denne smukke blomst til sig som en elsket haveplante. Anemonen findes i flere farvevarianter. Her i sommermånederne er plantens rødder i dvale, på samme måde som med ramsløg. Først i løbet af efteråret genskabes aktiviteten, en aktivitet hvor blomsterknopperne dannes - herefter er de helt klar til det tidlige forår.

Mælkebøtte - her klar til at sende sine frø videre i naturen
Anemonen hører til i ranunkelfamilien, så den er i slægt med bl.a. juleroser, engblomme og også klematis - og så selvfølgelig ranunkler, der mere er kendt som smørblomsten


Mælkebøtte

En anden plante i naturen, som måske er mere kendt end anemonen, er mælkebøtten - eller også løvetand, som den også kaldes. Mælkebøtten er elsket og hadet af de fleste. Mest elsker vi den når den dækker en hel eng med sine gule blomster, og bedst bliver billedet, når der går græssende heste i engen. Men vi hader den også, når den indtager vore græsplæner - for meget. Så derfor bærer den også navnet "Fandens mælkebøtte".

Billedet, som fotografen har sendt mig, har en bestemt struktur over sig. Billedet viser de mange frø, som er parat til at blive båret videre med vinden til et nyt sted, hvor de så vil slå rod. Når man så ser alle de frø, som hver en mælkebøtteblomst er i besiddelse af, så er det yderst forståeligt, at denne plante breder sig så meget, som det er tilfældet.

Af og til kan man godt tro, at denne plante kan "tænke", for hvis man slår en græsplæne - med høje mælkebøtter, vil den næste blomst komme frem med en meget kortere stilk, som plæneklipperen har noget mere besvær med at nå!


Et skibsanker
Billeder med struktur i

De næste billeder er ikke direkte naturbilleder - og alligevel er det billeder vi forbinder med naturen, selv om motiverne er menneskeskabte.

Det første billede er af et skibsanker. Nu har jeg et eller andet sted en svaghed for skibe, så det falder mig ikke svært at skrive noget om dette - jeg må nok nærmere begrænse mig.

Skibet er rødt, en farve som rederiet J. Lauritzen benytter sig af, dog véd jeg ikke om det er et skib fra dette rederi. Men den røde farve får ankeret til at træde frem som en selvstændig del af skibet, og derved er med til at fremhæve ankerets struktur. Et rigtig godt billede.

En skydepram
Vedrørende rederiet J. Lautitzen, kunne jeg fortælle en historie om skibet Thala Dan, som jeg mødte i Hobart for snart 50 år siden. Skibet var lejet af den franske regering, og skibet skulle videre til Sydpolen på ekspedition - men med en dansk besætning. Men den historie må I vente med til en anden gang.

Vi bliver på søen med det næste billede. Billedet er af en skydepram, og at se på afskallingen af bådens maling, ville de fleste nok bare gå videre uden at værdige den et nærmere eftersyn - og det er ærlig talt lidt synd.

Billedet er af et udsøgt motiv, som jeg er ret sikker på, at mange godt ville have hængende på deres væg, for det er et billede man kan blive ved med at se på, da det har sin helt egen historie. Billedet er fra Kattinge Vig ved Roskilde.


Den gamle og slidte traktor ved Sonnerup Skov
En traktor

På samme måde er det med billederne af traktoren, som står i skovbrynet op til Sonnerup Skov, med Arresø som baggrundfigur.

Når man ser nøje på billedet, er traktoren et stykke uundværligt stykke værktøj, der igennem flere år har ydet sin del, for at få så meget som muligt afgrøde ud af naturen for den pågældende landmand.

Dette billede er meget andet end bare et forhjul -
Men ligesom skibsankeret, har netop denne baggrund sin andel i fortællingen om traktoren, og de videre billeder sætter strukturen noget mere i relief, end en almindelig vandringsmand lige ville tænke over i forbifarten.

Sidste år "faldt" jeg over en traktor bag den gamle købmandsbutik i Rø på Bornholm. Traktoren var nærmest groet ind i bevoksningen af træer og græs, men motivet var af sådan en karakter, at jeg omgående stod af cyklen for at få denne perle i kassen.

- hvilket også gælder baghjulet
Jeg kan fornemme, at det må være på samme
måde Joel Andersen har det, når han vandrer rundt i naturen i det Nordsjællandske?

Men vi er alle forskellige. De fleste "ser ingenting", hvor andre ser motiver som ingen andre fornemmer. De billeder som Joel Andersen denne gang har sendt mig, fortæller mig, at her er noget jeg kan lære af - på samme måde som min datter, Randi Krog Belseth, kan lære mig at se motiver på en helt anden måde.

Men her stopper fotografen ikke, for der er et motiv i motivet
I Elverum i Norge, er der er museum som hedder Glomdalsmuseet, og jeg er ret sikker på, at dette museum ville være en lækkerbisken for Joel Andersens kamera, og jeg er ret overbevist om, at han ville kunne se motiver jeg helt har overset på museet.

Nu varer det nok ikke så længe før jeg atter tager en tur på Glomdalsmuseet, så måske finder jeg nogle andre motiver på min tur - for Joel Andersen har lært mig at se motiver andre steder end hvor jeg plejer.

Foto: Joel Andersen
(Se billederne i større udgave ved at klikke på dem)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar