lørdag den 5. september 2015

Handicap Tour de Bornholm 2015

En tandem - og søreme også en cykel med tre cyklister på én gang
Lige hjemkommet, efter at have været depotbestyrer på Depot Slotslyngen, i årets Handicap Tour de Bornholm.

Årets udgave, af det meget populære løb, blev en meget blæsende og våd omgang.

De mange cyklister startede fra Nexø ned mod Dueodde og videre med Rønne - i øsende regnvejr og en modvind på hele 11 m/s. Og for det ikke skulle være nok, var der en del torden i luften. Alt i alt, en rigtig udfordring for de mange fremmødte cyklister.

Mit depot - mens der endnu var lidt sol at give af
Da jeg ankom til depotet, var manden med udstyret der allerede. Han var kun interesseret i, at vi hurtigst muligt fik standret depotet, idet han og konen skulle med en færge over til Ystad ved 3-tiden. Så et lille kvarter senere drønede han videre mod Rønne.


Depot Slotslyngen

Indgangen til depotet
Som skrevet, så blæste det en hel del, og formiddagen havde også budt på en hel del regn, så jeg kunne levende forestille mig situationen ude på landevejen med de mange cyklister, der nu var på vej mod Allinge - og dermed mit depot.

Kort efter jeg havde plantet mig på stolen, kunne jeg igen høre en fæl torden i det fjerne. Jeg begyndte at se med bekymring på det metalstativ, som støttede overdækningen over mig. Kunne lynet mon finde på at slå ned her?

En af de faste deltagere - med sin følgerytter









Med det vejr forventede jeg ikke lige så mange ryttere på mit depot som de tidligere år, men det kunne jeg ikke vide på forhånd, da der er gået tradition i løbet. Man skal helst nå lige så langt som i de tidligere år.


Mange gengangere

Langt de fleste deltagere kender jeg fra de tidligere år, da løbet er et yderst populært løb, som de handicappede sætter meget stor pris på, så det var ikke så få gensyns hilsner jeg fik på depotet.

I år var der en overraskelse. En af ledsagercyklisterne var en gammel Lyngbyrytter fra 1965, så vi fik lige en kort snak, inden de tog "cyklerne på nakken", for at komme til Nexø inden tidsfristens udløb.

TV 2 Bornholm på arbejde, for at få aftenens indslag i kassen
TV 2 Bornholm

På et tidspunkt kom TV 2 Bornholms kendte bil ind på depotet. Det var jeg lidt træt af, for jeg var ikke meget for at vise mig frem på skærmen.

Nu var det heldigvis ikke depotet de var ude efter, men nogle bestemte deltagere, som de ville fremhæve i aftenens udgave af Handicap Tour de Bornholm.


Normalt varer mit depot til omkring kl. 17, men på grund af det ekstremt dårlige vejr lukkede vi ned allerede kl. 16.


Handicap Tour de Bornholm 2016

Nu får vi se, hvordan løbet arrangeres til næste år, idet Bornholms Cycle Club har trukket sig fra det praktiske i arrangementet, da klubben har meget andet at se til, og der er grænser for, hvor meget man kan trække på de frivillige - og Bornholms Cycle Club's første prioritet er altså, at arrangere cykelløb for klubbens medlemmer.



På videoen ses en af de regnbyger, som blev noget af en udfordring for løbets deltagere.

Foto og video: Erik Krog

Ingen kommentarer:

Send en kommentar