Australien

Emigrant

I 1967 var jeg immigrant i Australien. Dog varede dette kun et lille års tid, men oplevelsen satte dog så meget præg på mig, at den er blevet en del af mig - ikke mindst pga. at det foregik i mine unge år.


Jeg figurerer her med to af mine i alt fem Akubra hatte fra Australien.




Jeg boede en tid i Sydney, hvor jeg arbejde indenfor mit fag som typograf. Men da jeg tog toget ind til midten af Sydney fra en af forstæderne, mindede det i den grad om det samme som jeg foretog mig i København, så da Erik Rudolf kom på besøg i Sydney, tog vi ud på en "walk about" - som de indfødte kalder det, som endte på Tasmanien.

Cluny power station på Tasmanien

På Tassie arbejde vi på et kraftværk, Cluny power station. Vi arbejdede i tårnet til venstre i billedet. En del emigranter fik tilbudt arbejde der i de dage, og de lokale aviser skrev en del om arbejdsforholdene, samt de arbejdslejre vi boede i, - og det var bestemt ikke ligefrem roser der blev beskrevet.
Arbejdslejren, som lå i Wayatinah, et godt stykke fra Cluny, blev betegnet som en KZ-lejr, men bevæbnet vagter og hunde, som passe på, at vi ikke flygtede fra opgaven i bjergene.
Men det var meget vildt overdrevet. Vi havde det godt, og led bestemt ingen nød. Køkkenet i lejren var befolket med kokke fra alverdens lande, der hver især havde den opfattelse, at det var meget vigtigt, at netop de satte deres eget særpræg på den varme mad - derfor kunne det være ret spændende om maden var spiselig, når vi gik ind til måltiderne.


Tilbage til Australien

I 2007 tog jeg tilbage til Tasmanien. Min gamle rejsekammerat, Erik Rudolf, var i tidernes morgen rejst tilbage til Tassie, hvor han var blevet gift og fået 5 børn. Derfor var det ikke bare et gensyn med de gamle græsgange, men også en præsentation af min gamle vens familie, så jeg var yderst spændt på de nye oplevelser på Tassie.

Billedet til venstre viser min ankomst til Hobart lufthavn i 2007, og som man måske kan fornemme, kan man se forventningens glæde i mine øjne - tænk, jeg er tilbage igen, 40 år efter jeg forlod tasmanien.
Det blev til 2 uforglemmelige måneder i "Down under". Jeg var totalt "ligeglad" med at gense Sydney, eller de øvrige steder jeg tidligere havde i - hvorimod Tasmanien var noget helt andet.


Erik Rudolf havde stadig sit elektrikkerarbejde at se til i sit daglige virke, hvor jeg var gået på efterløn 3 år før - noget der var helt ukendt i Australien. Så den første tid med gensynet, var at opfriske min hukommelse med Hobart igen. Efter et par ugers traveture gennem byen, havnen og parkerne, var mit kendskab til byen blevet næsten større end Rudolfs - måske en smule overdrevet, men der var ikke meget jeg havde overset. Navnlig havnen og Sandy Bay, med den tyske bager, var ofte målet for mine traveture, hvor mit nyerhvervede Canon G7 kamera konstant var på overarbejde.

Arealet hvor lejren engang lå, med direkte udsigt til min hyttes placering
I weekenderne tog vi op til Wayatinah, som blev et glædeligt gensyn med pladsen, hvor den gamle arbejdslejr engang var placeret - nu var der etableret en golfbane på stedet.
Men selve stedet lignede sig selv, lige ud over, at alle hytter, køkken, vaskehuset, bad og toiletter og ikke mindst pubben, var blevet fjernet fra stedet.




Museet i Launceston

Derefter gik turen nordpå til byen Launceston, hvor et større museum, The Queen Victoria Museum, havde en udstilling om de arbejdsforhold vi dengang var underlagt på kraftværkerne på Tasmanien, samt en udstilling om emigranternes rejser til Australien - dengang. Og "dengang" omhandlede vor egen tid da vi drog til Australien.
Tænk, at ens gøren og laden nu var havnet på museum, så gammel var jeg da heller ikke - mente jeg, men jeg skulle nok ikke stille det spørgsmål til mine børn!
Her står vi begge foran en af de udstillede hytter fra vor gamle arbejdslejr. Hytten kunne sagtens være en af vor egen fra den tid.

Disse lejrboliger var beregnet til én person - værre var det altså heller ikke. Men som det kan ses i det indvendige af vor "bolig", var det ikke den store luksus der prægede os dengang i 1967.

 På den anden side, skulle vi bare arbejde, og om aftenen kunne vi så gå på lejrens pub og få et par glas øl og en omgang på poolbordet - ret meget var der ikke at byde på i lejren.

Her står vi på museet i Launceston og ser på vor sejlrute til Australien - en underlig oplevelse, at havne på et museum
The Queen Victoria Museum havde også en anden, og meget større udstilling af den tasmanske jernbane, samt den store smedje der hører til et sådan foretagende.

Den store hal med jernbanesmedjen - museet havde lydoptagelser af arbejdende smede kørende hele tiden.
Hvis nogle af bloggens læsere kommer på de kanter af Tasmanien, kan jeg varmt anbefale en tur på omtalte museum.


ANZAC DAY

Erik Rudolf vidste, at jeg var gammel hjemmeværnschef, så derfor havde han set frem til, at præsentere mig for Anzac day, som er den 25. april hvert år. På denne dag fejrer alle australier deres veteraner, der har deltaget i fredsbevarende missioner verden over.
For lige at fortælle hvor stor denne dag er for australierne, er der en hel del, der hævder, at dagen er større end selve juleaften/dag, så er man ligesom med for betydningen.

Den 25. april - meget tidligt om morgenen, valfarter alle mennesker til byens mindesmærke, som er samlingspunktet for denne morgen. Lige ved daggry, høres signalhornets fanfare. En præst tager ordet under en dødstille folkemasse, der har den dybeste respekt for denne dag. Hele pladsen er stopfuldt med mennesker, der bare venter på de taler, mindeord og bøn, der er på programmet denne morgen.
Bagefter forlader alle pladsen, og vender hjem igen - men kun for at vende tilbage igen til midtbyen omkring midt på dagen. For nu er det den store parade med veteranerne, der marcherer gennem Hobart, iført deres medaljer. Alle har deres plads i marchen, og hvis/når en veteran afgår ved døden, tager et familiemedlem pladsen for den afdøde i optoget - iført den afdødes medaljer. Dette er et fantastisk syn, en oplevelse jeg aldrig glemmer, dog tror jeg ikke på, at vi i Danmark kan komme op på noget der bare ligner dette fænomen.
Alle har deres plads i veteranparaden, her er det veteraner fra Vietnamkrigen
Når en veteran er død, bærer et familiemedlem hans medaljer under marchen
I Påsken tog vi omkring Cradle mountain, hvor vi tog en bjergvandring omkring i området, en fantastisk flot natur. Herefter gik turen over til den vestlige del af Tasmanien - til Queenstown. Her ventede ligeledes en oplevelse af de store, en tur med den gamle tandtrukne jernbane - igennem regnskoven til Strahan, der ligger ved bugten til Gordon River.
Rudolf havde også planlagt en tur på Gordon River, som næsten ikke kan beskrives, så også denne tur kan jeg anbefale.


Maryland
Der er så mange spændende steder på Tasmanien, at det vil være alt for omfattende at skrive om det på denne side, men vi fik taget over 10.000 billeder, som vi har lavet en fotobog ud af. Min datter Randi gjorde alt det grafiske arbejde - og fik bogen printet i mindst 10 eksenplarer til vor familie. Men, et af eksemplarene blev tilsendt vor Kronprinsesse Mary, da hun, som bekendt, er født på Tasmanien.

Russel Falls
Jeg har på et af mine indlæg, skrevet om vandfaldet i Døndalen her på Bornholm - noget helt andet er Russel Falls på Tasmanien. Dette vandfald er ikke bare stort, men også utroligt flot  og jeg behøver vel næppe anbefale en tur til dette vandfald?

Tasmanien er bestemt et besøg værd, og jeg håber denne meget korte beskrivelse har fået nogen til at interessere sig for denne smukke ø.

Da jeg fløj hjemover - og så ned på Tasmanien, døbte jeg øen "Maryland" - og ikke helt uden grund.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar