Cykling


Min Trek 6300 mountainbike, som jeg købte i 2011
 ved Selandia Cykler i Odder.
Mine cykler

Selv i en alder af 67 år, er jeg i besiddelse af tre cykler. Den ene er en 18 år gammel mountainbike, som jeg i dag kun bruger til byture - dvs. når jeg bl.a. skal til Allinge for at købe lidt ind.

Den anden mountainbike er en Trek, som er en del mere stabil end den gamle. Denne bliver brugt til træningsture, når min racer er sat på loftet om vinteren.

Min racercykel er en Look KG 486, carbon - joh, cyklen fejler ikke noget, men piloten er en gammel model!

Her er raceren, med mit navn på stellet - ret meget bedre kan det næsten ikke blive.


Lidt at tænke over

Der er en lille menneskealder imellem disse to billeder. Billedet til venstre er fra 1962, hvor jeg bl.a. kørte i D-klassen. Dengang var det en 70 km enkeltstart (som jeg husker billedet). Som altid kørte jeg for Lyngby Cycle Club, med den blå trøje og det orange "mavebælte". Dengang kørte vi ikke med reklamer, da det var strengt forbudt. Min cykel fra dengang, var en "Stelli" - købt ved en af Lyngbys helt store cykelryttere, Helge Hansen. Helge var bror til min onkel, Børge Hansen, der ligesom Helge, var en af datidens største danske cykelryttere.

Billedet til venstre er fra et cykelløb på Bornholm, hvor piloten er den ældre udgave. I dag kører alle med reklamer på deres cykeltøj. Den trøje jeg kører med her, er givet til en norsk rytter - jeg havde de største kvaler med at forklare det Bornholmske flag, som sidder bagerst nederst på trøjen.

Min gamle ven, Olaf Riisgaard, modtager holdets blomster, efter vi havde
vundet forfølgelsesløbet ved at indhente bornholmerne. Jeg står bag Olaf.
Jeg kørte mit første cykelløb på Bornholm helt tilbage i 1961. Vi var omkring 5 lyngbyryttere, der var taget til øen for at deltage i et arrangement af Bornholms Cycle Club, som havde arrangeret et publikumsvenligt løb på en cindersbane, hvor der normalt blev dyrket atletik på. Bare banen var en udfordring i sig selv.

Vi boede på Galløkken camping, og lærte hurtigt Fredensborg og Villa Nova at kende - vi var jo lige i den alder dengang!

Der var arrangeret 10 løb på banen (banen lå lige udenfor Rønne, og eksisterer ikke mere), og da vi var så mange Lyngbyryttere, blev der hurtigt lagt et ekstra løb ind i planen. Et holdforfølgelsesløb imellem Lyngby og Bornholm. Lyngby Cycle Club var så "beskeden" at vinde 9 ud af de 10 løb - samt indhentede vi Bornholmerholdet i forfølgelsesløbet.

Da min datter Randi, mange år senere, blev ansat på Bornholms Tidende, fandt hun en artikel frem fra 1961 - om omtalte cykelløb. Randi kunne så fortælle mig, at journalisten, der dengang skrev om løbet, var en journalistelev ved navn Svend Gehrs. Okay, det fortalte mig så samtidig lidt om min egen alder.

Cykelsporten har også lært mig, at når først man er cykelrytter, er det for livet. Eller som den gamle lyngbyrytter, Benny Svendsen (vi er fra samme år), så rigtigt siger, - det holder sgu aldrig op! En ting er sikkert, at så længe vi kan cykle uden stok, bliver vi ved :-)
Det er ikke tilfældigt, at min e-mailadresse er ek@bike4life.dk



Den Store Styrkeprøve i Norge

For fire år siden, i 2008, stillede jeg op i Trondheim til Den store styrkeprøve, en cykeltur til Oslo på 540 km.

Året før havde jeg gennemført den lidt mindre cykeltur fra Lillehammer til Oslo, "bare 190 km" i øsende regnvejr. Touren går ad hovedvej E 6, så det foregår også på motorvejen, hvor der på E 6 er en sådan. Første gang vi blev vist ud på motorvejen, var jeg ret sikker på, at det var skrub forkert, men det var det ikke. Dog var der ikke noget med at trække ud i overhalingsbanen - alt cykling foregik i den højre kørebane.
     Den megen regn fik småsten til at sætte sig fast i mine cykelbuksers syninger, hvilket jeg først fandt ud af, da jeg var i færd med omklædningen, efter løbet. Der, hvor syningerne ramte sadlen, havde jeg tilranet mig to store sår på endeballerne, så blodet løb lige så langsomt bag på begge mine ben. Jeg havde ikke mærket sårene på grund af det meget kolde vejr - men, da jeg kom ind i varmen!!!

Her er jeg endnu på cyklen under Den Store Styrkeprøve i Norge
Tre måneder før starten i Trondheim, fik jeg en virus, hvilket gjorde, at jeg hele tiden var træt, samt havde jeg problemer med at trække vejret. Min læge var på herrens mark, og anede ikke sine levende råd. Jeg fortsatte træningen, dog uden jeg kom ud af stedet - følte jeg.
     Dog stillede jeg alligevel op i Trondheim, men med det i hukommelsen, at jeg altid kunne stå af, da jeg havde min Datter, Randi, samt svigersønnen, Martin, men i følgebilen.
     Efter 113 km havde jeg fået nok. Jeg kunne sikkert nok klare 100 km mere - men lidt over 400 km???? Jeg var nødt til at være ærlig overfor mig selv i situationen. Da jeg før havde kørt Århus - København, 10 gange (en tur på 359 km), vidste jeg, at man ikke altid var lige ærlig overfor sig selv i sådanne situationer. Jeg sagde til mit norske hold, at jeg stod af, dels på grund af mit helbred, og ikke mindst - at jeg ikke ville byde et hold de vilkår, at de skulle vente på mig.
     Det var bare mit tredje løb jeg har måttet opgive - siden 1960, hvor jeg begyndte at køre cykelløb. Et af de løb jeg har måttet opgive, var her på Bornholm for ikke så længe siden. Min diabetes tvang mig til at opgive. Men Den Store Styrkeprøve ligger stadig i baghovedet - det gjorde ondt at stå af, men det må jeg sikkert nok leve med.


Bisselineløbet og Bobbarækusløbet

Travlhed ved depotet - for tiden tæller
Disse to løb står Team Cycling Bornholm for. Team Cycling Bornholm er den anden cykelklub på Bornholm, startet af Maiken Jørgensen, som i sin tid kørte for Bornholms Cycle Club. De første Bisselineløb blev kørt under Bornholms Cycle Club. Dette løb blev oprettet som et løb udelukkende for kvinder, hvor jeg bl.a. har været løbsleder for et par gange.

Nu var der en del mænd/drenge der så efterlyste et lignende løb for dem, så derfor så Bobbarækusløbet dagens lys - men på det tidspunkt havde Maiken startet sin egen klub.


Nogle af pigerne ankommer til depotet. Selv om der kommer
ryttere af både han og hunkøn, kører de hver især deres løb.
Igennem nogle år, har jeg så været depotbestyrer på depotet i Pedersker for disse cykelløb, hvor jeg selvfølgelig har taget en del billeder af deltagerne. Og det er blevet til en del snak med de mange ryttere der ankom til depotet. Nogle kendte mig i forvejen, og andre ville vide lidt om hvem jeg var - og hvilken relation jeg havde til klubben.

I dag er jeg ikke medlem af nogen cykelklub længere, men jeg hjælper gerne til, hvor der er brug for mig. Dvs. jeg er dog stadig medlem af min gamle klub i Lyngby - men i afdelingen af Lyngby Cycle Clubs Venner.

Her er det to Tejn piger i deres specielle "Tejntrøjer".

Knejterne stiller sig op til fotografering. Mange knytter venskaber under disse motionsløb, og deltager sammen i mange andre løb rundt om i Danmark.


Handicap Tour de Bornholm

Et stort delmål er nået - depot
Slotslyngen på Nordbornholm
Gennem de sidste 6 år, har jeg været depotbestyrer på depot Slotslyngen for Handicap Tour de Bornholm. Løbet er et tilbagevende løb for handicappede, der starter i Nexø, for derefter at køre syd mod Dueodde, videre til Rønne, Hasle og op til mit depot på det nordlige Bornholm. Derefter fortsætter turen videre til Tejn, Gudhjem, Svaneke - med mål i Nexø.

Nu er det ikke alle der har kræfter til hele turen, så hvert depot har også status som mål for den enkelte deltager. Hvis deltageren ikke magter flere anstrengelse, bliver cyklen sat på depotet, hvorefter den samles op af lastbiler til formålet, og deltageren kan herefter samles op af en bustransport, som kører til Nexø.

Det første år jeg stod på depotet, var der en del af de handicappede der lige skulle se mig an, før de gik hen til mit depotbord. Mit image på depotet er, at jeg altid er iført en af mine australske hatte - så måske var jeg en farlig én?
     Efter tre år/gange på depotet, var der én af de handicappede der betroede mig, at han godt vidste hvem jeg var, - jeg var en af brødrene Daltons. Okay, jeg måtte bryde samme og tilstå.

Alle handicappede har en følgerytter med, nogle kører på tandemcykler, og andre, der selv kan cykle på egen cykel, har en følgerytter ved sin side. Alle bliver fulgt hele vejen under løbet. Nogle af følgerytterne har fortalt mig, at de har en følelse af, at hele Bornholm er på stikkerne for at løbet skal blive helt perfekt.

Ryttere og følgeryttere ankommer på tamdemcykler og almindelige cykler. Mange har også rigtige racercykler.
Løbet er slut for disse deltagere. Cyklen sættes til side for senere afhentning, og deltagerne venter så på bussen til Nexø.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar